Vanvittig overtidssejr på drømmehug
Lørdagens kamp i Gryden stod mellem forårets bedste hold i Sjællandsserien, BSF, og Glostrup, som har ligget nr. 1 i Sjællandsserien det meste af sæsonen. En skæbnekamp, da BSF med en sejr ville rykke forbi Glostrup, men omvendt med et nederlag ville ryge ud af oprykningskampen.
Kampen blev afviklet i 30 graders varme, så dommeren havde indlagt drikkepauser. Det var ikke fordi, at der skete så meget i 1. halvleg, bortset fra at Glostrup lavede et mål mere end BSF, da Patrick Dam Støckel opsnappede en bold i BSFs forsvar grundet en fejl og sikkert satte den ind bag Dimi i BSFs mål.
Det blev en meget lige kamp med få målchancer, som blev afviklet i et højt tempo på trods af varmen, men skulle der være en vinder, så var det ikke ufortjent, at det blev BSF. I starten af 2. halvleg sled Mads Randrup sig igennem på højre kanten, driblede ind i målfeltet og blev nedlagt af en Glostrup spiller – klokkeklart straffespark, som Alexander Keun satte sikkert ind bag Glostrup keeperen.
Kampen bølgede frem og tilbage uden de helt store målchancer til nogen af holdene men med de rødklædte som det mest angrebsivrige og målsøgende hold.
BSF blev ramt af en 10 minutters udvisning til Sebastian Avanzini, da der manglede 15 minutter af kampen, men også Glostrup blev ramt af en udvisning og måtte spille de sidste 5 minutter i undertal.
Samtidig med undertallet valgte BSF at satse hele butikken, da uafgjort ikke var meget værd for hjemmeholdet. Peer Lisdorf sendte det hele frem i en sidste satsning, og det gav pote på fantastisk vis til den hidtil største jubelscene set fra spillere, trænere og tilskuere i denne sæson i Gryden.
Efter en dødboldssituation i dommerens overtid, hvor Glostrup fik clearet hamrede Jonathan Lynge Nielsen riposten ind fra 25 meters afstand og helt oppe i målhjørnet uden chance for keeperen. Det lykkedes BSF at holde stand de sidste 4-5 min. som dommeren havde lagt til og kunne trække sig tilbage med 3 point og sejr nr. 8 på stribe – fuldstændig sindssygt, men dejligt.
Nu er ALT på spil i sidste kamp mod Karlslunde på lørdag, den 11. juni. BSF kan selv afgøre om de skal slutte på 2. pladsen i Sjællandsserien, som giver flere muligheder for oprykning til DS, men med lidt held kan de også snuppe 1. pladsen, som giver direkte oprykning.
Det kræver en sejr på lørdag på udebane mod Karlslunde, så mød op i Karlslunde og støt drengene. Kampstart klokken 15.00 i Karlslunde.