Tre sikre point mod B1973 Herlev

Efter torsdagens uafgjorte mod næstsidst i rækken, Helsinge var der lidt nervøsitet inden kampen mod B1973 Herlev. Den blev dog hurtigt gjort til skamme, da der fra start var klar forskel på de to hold og med BSF i den dominerende rolle.
Dagens opstilling var: Dimi, Reus, Kenni, Randrup, Frederiksen, Ralle, AH, Stubb, HO, Tide og Brøns. På bænken var Larsen, Vu og Danny.
Første scoring faldt efter kun 10 minutter, hvor en meget aktiv HO brød flot igennem og alene med målmanden, valgte han uselvisk at spille på tværs, så Brøns uden besvær kunne score sit 9. sæsonmål og er dermed suveræn topscorer for BSF. Kun overgået af de to Birkerød spillere, Weibel og Christian Schulze med hhv. 12 og 10 mål.
Efter 24 minutter var rollerne så byttet om. Brøns bryder igennem og spiller HO fri. Hans afslutning rammer dog stolpen, men symptomatisk for BSF offensiven, så var Ralle allerede fulgt med i feltet og han scorede sikkert.
B1973 kæmpede fint, men var simpelthen overmatchet og fire minutter senere sejlede deres forsvar godt og grundigt efter et hjørne, hvor BSF fastholdt bolden i feltet indtil midterforsvaren Randrup bankede bolden i mål.
Flere chancer fulgte, men stillingen ved halvleg forblev 3-0. Larsen kom på banen i stedet for anfører AH fra 2. halvlegs start og senere i halvlegen også Tommy Vu (63 min.) og Danny (68 min.) i stedet for henholdsvis Tide og Brøns.
Tendensen fortsatte med klart BSF overtag og en del chancer, der dog ikke udløste scoringer. Der blev ikke noteret ene eneste chance til B1973 i hele kampen.
Cheftræner Peer Lisdof må have tænkt, at der lige skulle sluttes af med et mål, så han satte igen Tide og Brøns på banen, da der manglede 6 minutter. Ud gik Reus og Stubb. Kun 5 minutter efter blev Tide så fældet i feltet og omsatte selv straffespaket til slutstillingen 4-0. Tide har således nu scoret i alle forårets tre kampe efter at være blevet rykket frem på banen. Han er nu nummer to på topscorer listen med fem mål.
Spillerne valgte HO som kampens spiller efter han kampen igennem havde været overalt på banen - det ene øjeblik længst fremme og få minutter senere som bagereste mand.
Med Birkerøds sikre sejre (4-1) over andenpladsen fra Farum og ude mod trediepladsen Liria (1-5), kan BSF være stolte af det ene point, der blev hentet mod dem i forårspremieren.
Det ligner en hård kamp om andenpladsen og vi er meget klogere efter de næste to kampe, hvor BSF møder Liria ude på lørdag den 22. april kl. 15.00 og Farum lørdagen efter kl. 12.00 hjemme i Gryden. Forhåbentligt med stor opbakning til BSF.