Menu

Total nedtur mod Taastrup

26. april 2015 kl. 16:22

Forhåbningen var årets første hjemmesejr, men det endte ganske forfærdeligt, og de over 200 tilskuere, samt BSFs spillere og trænere måtte gå slukørede fra stadion. Den vigtige kamp mod Taastrup FC blev tabt med hele 0-4. En ordentlig lussing til vores hold, efter en ellers inden da fin sæsonstart.

Resultatet afspejler ikke niveauforskellen mellem BSF og Taastrup FC, for det var BSF der sad på spillet hele kampen og havde et utal af chancer. Det er fuldstændig uforståeligt, at hjemmeholdet ikke fik scoret, og der skulle heller aldrig være gået fire mål ind på Alexander Horsebøg i den anden ende.

Men undskyldninger skal der ikke være, for selvom Taastrup FC på ingen måde kørte BSF ud af banen, så manglede vi så meget skarphed, så meget fokus og koncentration i et så vigtigt opgør, at der ikke kan sættes en finger på Taastrup FCs sejr. De udnyttede BSFs fejl og gjorde arbejdet færdigt.

Det var dumme fejl, der gav Taastrup FC de to første mål, der kom indenfor de første 30 minutter. Troen var dog ikke slukket på dette tidspunkt, for BSF sad på det, og Mads Thomsen kunne snildt have gjort det til 2-1 med en stor chance. Gad vide, hvilken kamp det så ville blive... Det fandt vi aldrig ud af.

I stedet kom Taastrup FC nemlig igennem i venstre side, lagde den skråt tilbag og gjorde det til 3-0 inden pausen.

Nedturen blev total
Fra anden halvlegs start kom Frederik Larsen og Wisam Wamed på banen, og der gik ikke mere end et minut, før Frederik fik en stor chance efter fornemt kombinationsspil i BSFs højre side. Han sparkede den dog i sidenettet.

Kort efter blev nedturen totalt. En brøler i forsvaret betød, at Taastrups angriber fik bolden og på midten af BSFs banehalvdel sparkede på mål. Horsebøg i målet var væk, da situationen virkede helt igennem ufarlig, og så gik den i mål. Hele stadion sukkedel. Et godt billede på BSFs dag...

Men der skulle komme flere eksempler på den forfærdelige dag, hvor intet bare ville som vi ville. Efter 62 minutter blev Taastrup reduceret til 10 mand efter to gule kort, og et minut senere var det fint spil i højre side, der førte til et indlæg, som Emil Tidemand fik hovedet på. Det lignede at den sejlede i mål – men nej, stolpe ud og sparket over mål i anden omgang.

Flere store chancer fulgte herefter, men ind ville bolden ikke, og skarpheden manglede. I stedet blev nedturen bare endegyldigt total, da anfører og profil Mads Thomsen fik sit andet gule kort og dermed blev vist ud. Det var svært at se dommerens argument for det andet gule kort, men sket er sket. Dermed har han karantæne i næste weekend.

Der skete ikke meget mere, og det blev dermed til et nederlag på 4-0 hjemme mod Taastrup. Vi har dermed i tre hjemmekampe kun fået et enkelt point. Det er ikke acceptabelt, og ligeledes var hverken resultatet eller indsatsen i lørdags acceptabel.

Nu skal der arbejdes stenhårdt og holdet skal rejse sig inden næste weekends kamp mod Vanløse på udebane. En enorm vigtig kamp mod en direkte modstander i nedrykningskampen. Vanløse er lige over stregen, mens BSF er lige under - men med samme antal point. 3 point skal i hus!

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk