Storsejr sender BSF videre i pokalturneringen
Tirsdag aften begyndte BSFs pokalturnering, da vi indtrådte i turneringen, hvor vi skulle møde IS Skævinge fra serie 2 på udebane. Her fortsatte holdet med det flotte spil og med den suveræne stime, da det blev til syvende sejr på stribe.
IS Skævinge kom motiverede ud til kampen, men BSFs intention var fra start at slå fast hvem der skulle dominere kampen, samt hurtigst muligt få den lukket, så det ikke blev unødigt spændende og der ikke skulle graves for dybt inden lørdagens vigtige kamp i Sjællandsserien.
Det lykkedes rigtig godt, idet BSF hurtigt kom foran via Jonathan Lynge Nielsen, der brændte et straffespark men selv fulgte op og satte den ind til 1-0. Herefter gik det hurtigt. BSF spillede simpelthen for hurtigt for Skævinge spillerne, der dog kæmpede med hvad de havde.
4-0 stod den ved pausen, og kampen var reelt lukket. Derfor blev 2. halvleg også en noget tam oplevelse, hvor det kun blev til en enkelt BSF scoring, samt hvor Skævinge flere gange var tæt på at få det mål, som de ganske symbolsk jagtede.
Slutresultatet blev 5-0 efter bl.a. et hattrick af Jonathan Lynge Nielsen. BSF er dermed videre i pokalturneringen. Modstanderen i næste runde findes torsdag den 2. juni.