Sejrsstimen fortsætter...

Referat af lørdagens kamp:
Sjællandsserien pulje 1: BSF - Farum BK = 4-2 (2-0) 8 min. 1-0 Emil Tidemand, 14 min. 2-0 Emil Tidemand 52 min. 3-0 Rasmus Larsen, 65 min. 3-1, 77 min. 3-2, 84 min. 4-2 Rasmus Larsen.
Kampens spiller: Rasmus Larsen
Vejrguderne bestemte, at dagens kamp skulle afvikles under tag og på kunstgræs, da Gryden stod under vand, så kampen blev flyttet til Top Danmark Hallen.
BSF spillede vel nok sin bedste første halvleg i denne sæson og spillede på det nærmeste rækkens nr. 4 Farum BK ud af banen.
BSF startede ud som lyn og torden med højt og aggressivt pres over hele banen, hvilket udmøntede sig i flere farlige forsøg fra kampens start bl.a. fra Mads Randrup med et langskud tæt forbi mål og et dybdeløb fra Emil Tidemand, hvis afslutning gik lige forbi Farum målet. Det vedvarende pres gav pote allerede efter 8 min. spil, hvor Emil Tidemand kanonerede bolden i mål fra 25 meters afstand, da han var først over en Farum clearing efter BSF hjørne.
Der gik kun yderligere 6 min. så gjorde samme Emil Tidemand det til 2-0 efter et glimrende indlæg fra Andreas Frandsen. Efter denne scoring trak BSF sig lidt tilbage og overlod initiativet til Farum BK, som imidlertid ikke kom til en eneste afslutning i 1. halvleg takket være en bund solid 4-backkæde og en hårdt arbejdende midtbane. I øvrigt pudsigt, at der skulle gå hele 40 min. før dommeren dømte det første frispark i en meget fair spillet kamp.
BSF kunne gå til pause med en 2-0 føring og ingen i hallen troede for alvor på, at sejren på noget tidspunkt kunne komme i fare og der gik da også kun 7 min. af anden halvleg, så bragte Rasmus Larsen BSF på 3-0 efter forarbejde af Emil Tidemand.
BSF var i fuld kontrol indtil Emil Tidemand i det 64. min. blev præsenteret for et gult kort og en 10 min. udvisning for film, herefter havde Farum BK en periode, hvor BSF blev sat under voldsomt pres og efter kun 1. minuts spil i overtal, så havde Farum BK reduceret til 3-1 -et resultat som stod i de 10 min. BSF spillede i undertal.
Da BSF igen skulle være fuldtallige valgte man at sende Seyfettin Bulut på banen i stedet for udviste Emil Tidemand, men man havde glemt at fortælle dommeren, at det var en "ny spiller", som man satte ind, så Seyfettin blev præsenteret for endnu et gult kort og BSF skulle igen spille i undertal de næste 10 min., hvorunder Farum BK fortsatte deres høje pres og igen gik der kun 1. min. fra udvisningen til Farum BK havde reduceret til 3-2 og nu begyndte de mange BSF tilskuere at få nervøse trækninger.
Rasmus Larsen sørgede med sit andet mål for at BSF red stormen af og vandt en fortjent sejr over et godt kæmpende Farum BK hold, som aldrig gav op, selvom ikke meget gik deres vej i første halvleg.
BSF er dermed stadig ubesejret i foråret og i de seneste 8 kampe og indtager pt. 2. pladsen i Sjællandsserien kun 4 point efter Skjold Birkerød på 1. pladsen. Næste kamp er ude mod lejre på lørdag kl. 14.00, hvor der vil være bustur med Ballerup Turistfart.