Sæsonens bedste kamp, storsejr og 3 point!
Tilskuerne på Birkerød Stadion var mandag vidne til en sand magtdemonstration fra BSF, der leverede den suverænt bedste præstation i sæsonen, da holdet leverede en gennemført sublim indsats i den uhyre vigtige kamp mod Skjold Birkerød. Ingen kunne sætte en finger på sejren på 4-0, sæsonens første storsejr, der kunne have været større endnu.
I første halvleg var det Mergim, der slog til to gange, blandt andet med et fantastisk hovedstødsmål, mens det i anden halvleg var Jonas Zederkopff og Mads Randrup, der satte bolden i nettet. Zederkopff, der i øvrigt var næsten skræmmende godt spillende denne 2. påskedag.
Smilende var store og lettelsen stor efter kampen, ganske forståeligt, for det var en kamp, hvor der meget gerne skulle hentes 3 point. BSF er med sejren efter 15. runde af Danmarksserien kravlet op over stregen – ja, faktisk helt op på femtepladsen – hviket blot understreger, hvor tæt det er.
Starten
I de første 7-8 minutter kunne man ellers ikke gætte, at kampen ville udvikle sig, som den skulle vise sig at gøre. Kampen var meget jævnbyrdig med mange dueller, og Skjold Birkerød formåede også at sætte sig igennem og vinde deres nærkampe og andenbolde, såvel som BSF også gjorde det.
Efter små 10 minutter begyndte BSF dog mere og mere at få fat og overtage kampen, specielt med Jonas Zederkopff og Mak Bor Arnautovic som omdrejningspunkt. Efter 14 minutter fik de røde også bolden i nettet. Zederkopff fik en stor chance inde foran mål, som keeperen dog reddede, men på returen fik Wisam Wamed skovlet bolden ind. Målet blev dog annulleret for offside.
Kort efter var det Sebastian Avanzini, der var farlig, da han modtog bolden i venstre side, trak ind i banen og sparkede på kassen. Generelt sad der BSF på det hele, og hver gang modstanderne havde bolden, så blev den med det samme erobret. Midt i dominansen, så kom Skjold Birkerød dog til en enkelt farlig chance – nærmest den eneste i kampen.
På en kontra fik de spillet sig igennem i BSFs højre side, hvor bolden blev stukket bag Emil Tidemand og herefter lagt fladt på tværs. Her kunne en Skjold Birkerød angriber nemt have sat indersiden på og sparket den i mål – hvis ikke det var fordi, at BSFs forsvar i absolut sidste sekund kom foran og fik sparket den til hjørne. Et vigtigt indgreb.
BSF foran
To minutter efter chancen til hjemmeholdet, var det nemlig BSF, der kom foran, og herfra bestod kampen reelt kun af et hold. Zederkopff driblede sig ind i feltet i venste side, hvor bolden blev slået på tværs ind mod Mergim Bakiji, der stod udækket og sikkert kunne sætte en inderside på til en 1-0 føring.
Kort efter kunne Mergim igen have scoret, da han på en kontra fik bolden fra Wisam, der havde sat fart i højre side af banen. Bolden gik imellem forsvarsspillerne, men Mergim måtte se sit forsøg reddet af en fin fodparade fra keeperen. BSF var fuldstændig dominerende og vandt alle dueller og kom hele tiden først på bolden – en fornøjelse at se på, hvis man havde BSF briller på.
I 43. minut fik Wisam en stor chance, men sparkede lige på keeperen. Få sekunder efter slog han dog et indlæg ind mod Mergim, der steg til vejrs cirka 11 meter fra mål og fik både kraft og præcision på det bløde indlæg. Bolden sejlede ind i fjerneste målhjørne, og målmanden kunne blot se til. Et fantastisk mål af Mergim, der udløste stor jubel.
Ved pausen stod den således 2-0 til BSF.
Dominansen fortsatte
Tilsyneladende havde trænerteamet og spillerne aftalt, at der ikke skulle slappes af, for BSF kom ud som lyn og torden. Det gav pote, for efter to minutter af anden halvleg blev det 3-0. Efter et gennembrud i venstre side, så endte bolden inde foran mål hos Zederkopff, der sparkede hårdt til den. Keeperen fik en hånd på, men han kunne ikke forhindre den i at gå i kassen.
Ti minutter senere fik Wisam en stor chance, da en lang bold lidt overraskende blev til en friløber til den hurtige kantspiller. Desværre sparkede han dog tæt forbi mål. Herefter tog BSFs pres lidt af og bolden blev kørt lidt mere rundt, men stadig var det de rødklædte, der dominerede fuldstændig, mens Birkerød ikke havde været i BSFs felt i anden halvleg endnu.
I det 73. minut slog BSF igen til. Et hjørnespark blev slået godt ind af Wisam, og Mads Randrup kom godt på bolden og kunne sætte panden på. Keeperen havde ikke en chance, og så stod den 4-0. Frustrationerne blev større og større hos hjemmeholdet – glæden større og større hos udeholdet.
I de sidste 10 minutter skete der ikke det store. Triumfen var i hus, mens Birkerød formentlig helst ville i bad og glemme alt om kampen. Dog fik Birkerød et frispark, hvor Alexander Horsebøg for første gang i halvlegen skulle redde, hvilket han dog også på sikreste vis gjorde.
Kampen endte dermed 4-0 til BSF efter en overlegen indsats på samtlige parametre. En dejlig dag i høj sol på Birkerød Stadion, hvor gratis adgang til kampen sørgede for mange tilskuere og en flot kulisse. Det var dog de medrejsende fans fra Ballerup, der fik noget at juble over.
Hvis niveauet fra denne kamp kan holdes, så ser det godt ud. Næste kamp er på lørdag i Gryden mod AB Tårnby - kom og støt drengene i en svær kamp!!
Danmarksserien, pulje 1, 15. spillerunde (6. april 2015)
IF Skjold Birkerød Fodbold – BSF
23. minut: 0-1, Mergim Bakiji
44. minut: 0-2, Mergim Bakiji
47. minut: 0-3, Jonas Zederkopff
73. minut: 0-4, Mads Randrup
Advarsler: Mads Birkedal (Skjold Birkerød)
Tilskuertal: 280
Kampens spiller: Jonas Zederkopff/Mak Bor Arnautovic
BSFs startopstilling og indskiftninger
Alexander Horsebøg
Daniel Stubberup
Emil Tidemand
Mads Randrup
Mak Bor Arnautovic
Mads Thomsen (anfører)
Wisam Wamed
Sebastian Avanzini
Mergim Bakiji (udskiftet i det 69. minut)
Jonas Zederkopff (udskiftet i det 71. minut)
Nicolai Clausen (udskiftet i det 74. minut)
Patrick Olsen (indskiftet i det 69. minut)
Alexander Keun (indskiftet i det 71. minut)
Marko Risimovic (indskiftet i det 74. minut)