Optakt: Svær kamp venter for 1. senior

Simon
15. maj 2015 kl. 21:10

Der venter endnu en svær kamp, når BSF lørdag på udebane møder Jægersborg klokken 13.00. Jægersborg har haft et flot forår, hvor de er avanceret til tredjepladsen og har spillet sig langt væk fra nedrykningsfaren, som i den grad hænger over BSF.

I sidste uge tabte BSF til KFUM Roskilde på hjemmebane, hvilket der ikke kunne indvendes meget mod. Mens BSF har tabt i træk og meget snart skal til at have 3 point på kontoen, hvis de skal realisere målsætningen om at overleve i Danmarksserien, så ser det anderledes ud for Jægersborg.

Lørdagens modstander er inde i en fornem stime. De har vundet fem kampe i træk og har ikke tabt siden november 2014. Således kan vi roligt konstatere, at der venter gæsterne fra Ballerup-Skovlunde en stor opgave, hvor spillet og fokus skal være på sit højeste, hvis der skal point med hjem.

Da Ballerup Idrætspark lagde græs til det første møde mellem de to hold i sæsonen, blev det til en sejr til Jægersborg på 2-1. Dermed må man sige, at det meste statistik er imod BSF i denne omgang, men det betyder ikke, at det er urealistisk for udeholdet at hente point – slet ikke.

BSF har vist rigtig flot spil i dette forår, og når de har spillet op til deres bedste, så har det på ingen måde lignet et hold, der skulle være i nedrykningsfare. Lad os bare slå fast, at det er man – og også i overhængende fare, pt., med fire point op til den rigtige side af stregen.

Det gode spil skal findes frem igen, forsvarsspillet skal tilbage på det niveau det var på i starten af foråret samt i efteråret, de dumme fejl skal undgås, og så skal man turde spille fremad banen og lægge alibi-fodbolden på hylden. Gør man det, så skal chancerne nok også komme.

Der er ingen der har givet op – og det er der bestemt heller ingen grund til, for det kan sagtens nås. Det skal starte med en god præstation i Jægersborg, og så venter der flere skæbnekampe herefter mod hold, som vi kæmper direkte med i kampen om at undgå nedrykning.

BSF har ingen spillere i karantæne, så trænerteamet har stort set haft alle mand at vælge imellem. Rajko Lekic er tilbage, og tilmed har Mads Simoni meldt sig på banen for at hjælpe holdet. Han gør comeback mod Jægersborg. Se hele truppen til kampen her.

Kampen spilles lørdag den 16. maj klokken 13.00 på Jægersborgs anlæg.

God kamp!

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk