Lisdorf inden turneringsstart: Vi er styrket - og klar!
På lørdag, den 9. april, starter sæsonen for 1. senior igen op, når Sjællandsserien skydes i gang i ”Gryden” i Ballerup Idrætspark med en kamp mod Skjold Birkerød. Opgøret og kampen for de 3 point starter klokken 15.30.
Cheftræner Peer Lisdorf råder over en ung, men spændende og stærk trup, der er blevet forstærket over vinteren med blandt andet Mads Randrup og Jonathan Nielsen, der begge er vendt hjem. Derudover er Andreas Kongsbøg og Andreas Frederiksen også skiftet til BSF.
”Jeg synes at vi samlet set står med en stærkere og i særdeleshed en bredere trup, hvilket dels skyldes de spillere vi har fået udefra, dels skyldes det også, at vi har slået senior 1 og 2 sammen og at vi nu træner sammen. Vi har potentielt 15-16 mand, der kan gå i startopstillingen i Sjællandsserien, så det er meget positivt,” udtaler Peer Lisdorf.
Peer Lisdorf fortæller desuden, at sammenlægningen af de to trupper træningsmæssigt også gerne skal gøre, at senior 2 får et godt forår, hvor målet er oprykning fra serie 3 til senior 2.
Trupmæssigt, så er der også et par afgange, da Kasper Sørensen er skiftet til Liria, mens ”Neno” er rykket til netop lørdagens modstander, Skjold Birkerød. Generelt mener Lisdorf dog, at 1. senior står styrket til de turneringskampe, der venter i foråret.
Fokus over vinteren
Det har været en god vinter for 1. senior, meddeler cheftræneren og fortæller lidt om, hvad der i særdeleshed er arbejdet med at forbedre i forhold til efteråret, der bød på svingende resultater. Her spillede man oftest lige op mod topholdene, men manglede stabilitet, kynisme og dummede sig for ofte.
”Vi har haft fokus på det fysiske. To gange ugentligt har vi trænet fysisk, ligesom vi også har lavet crossfit seks gange inden og seks gange efter nytår. Testene vi har lavet, de har vist at vi er i bedre fysisk form end førhen,” lyder den opmuntrende melding.
Der er dog også arbejdet med fodbolden, hvor fokus har været både at justere på det man manglede i efteråret, men også meget på at udvikle og blive endnu bedre til de gode ting.
”Vi har holdt fast i, at vi gerne vil spille fodbold og kombinere os op gennem banen. Det vi lærte af efteråret og har arbejdet med, det er blandt andet at vi skal spille mere direkte, og det har vi brugt meget tid og fokus på, det her med mentalt at få ind i hovedet, at vi skal få sat afslutninger på.”
”Det har været meget positivt og har betydet, at vi har scoret langt flere mål efter nytår end vi gjorde i efteråret. Vi har også arbejdet med dødbolde både defensivt og offensivt, samt vores placeringer på banen, både når vi har bolden og når modstander har bolden. Her skal vi fortsat have fokus og forbedre os.”
”Generelt kan man sige, at vi gerne vil have bolden så meget som muligt og spille god kombinationsfodbold. Det er det vi går efter, men selvfølgelig skal vi kunne flere ting, og det er vi velvidende om,” fortæller Peer Lisdorf.
Senere på ugen vil man kunne læse om Peer Lisdorfs tanker om turneringen og målene for foråret, samt om kampen på lørdag mod Skjold Birkerød.
Husk at kom og støt vores unge drenge på lørdag klokken 15.30 i Gryden!