Menu

Horsebøg om dagens kamp: Vi skal alle tage ansvar

11. april 2015 kl. 08:15

BSFs førstemålmand, Alexander Horsebøg, har imponeret alt og alle i Danmarksserien denne sæson, efter at han i sommers overtog skansen i målet.

I dag, lørdag, skal han igen i aktion, når BSF i Gryden kl. 13.00 møder AB Tårnby, og efter den flotte sejr i Birkerød i mandags på 4-0, så tror Horsebøg på endnu en succes. Han ved dog, det ikke bliver let.

”Tre ting: Disciplin, fokus og koncentration,” lyder det fra målmanden, da han bliver spurgt ind til, hvad der bliver afgørende i dagens kamp.

”Sidste gang fik vi en røvfuld af dem, og det skal vi undgå – og det tror jeg også på, at vi kan. Vi fik en forløsning mod Birkerød, så nu skal vi følge op på det. Vi skal alle tage ansvar.”

Da AB Tårnby mødte BSF på hjemmebane på Amager, blev det til en 4-0 sejr til Tårnby, men mange faktorer var mod BSF ved den lejlighed. Horsebøg slår derfor fast, at det ikke er målet at 'parkere bussen' og stå meget defensivt i dag.

”Jeg mener, at vi skal møde AB Tårnby som vi møder alle andre hold; vi skal spille vores fodbold, og så skal vi tro på, at det er nok til at vinde. Selvfølgelig skal vi måske afvente en anelse mere, men vi har ikke tænkt os at pakke os i frygt for at blive kørt over.”

Læs et større portræt af Alexander Horsebøg i kampprogrammet på stadion i dag.

Husk at kom i Gryden kl. 13.00 og bak op om holdet.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk