Forrygende comeback gav sejr i lokalopgør
Det ellers unge BSF hold viste i weekendens lokalopgør mod B1973 Herlev sig i den grad som mænd, da man med en mandfolkeindsats og hård fight leverede et yderst imponerende og overraskende comeback.
Kampen kom ellers fint i gang for BSF på kunstgræsbanen i Herlev en varm lørdag eftermiddag, og efter lidt over en halv time kom man også foran ved Andreas Haugaard. Bolden dumpede ned i feltet i forbindelse med et frispark, og Haugaard stod det rigtige sted og prikkede den ind til 1-0.
Det blev endnu bedre kort efter, for fem minutter efter var det Mads Randrup, der på et virkelig flot mål gjorde det til 2-0. Dermed så det ud til at skulle gå BSFs vej denne dag, men med et minut til pause skete det der ikke måtte ske.
BSFs Kenni Petersen fik et direkte rødt kort for en nødbremse, og som om det ikke var nok, så reducerede B1973 Herlev til 2-1 på frisparket. Det var også stillingen ved pausen.
I 2. halvleg fik B1973 Herlev overtaget med en mand mere på banen end BSF, og det resulterede sig både i en udligning samt en 3-2 scoring. 10 mod 11 og et mål bagude i de døende minutter så det sort ud for BSF, men et mirakuløst comeback lå og lurede, viste det sig.
I det 86. minut udlignede Rasmus Brøns nemlig til 3-3, da han kom over en returbold ovenpå et frispark fra Andreas Haugaard. En vigtig udligning, og da kampen gik ind i overtiden lignede det altså en pointdeling mellem de to hold.
Selv samme Rasmus Brøns ville det dog anderledes, for i tre minutters overtid slog ham nemlig igen til, og dermed vendte BSF med en mand i undertal kampen via to mål indenfor de sidste fem minutter. Jublen brød løs da dommeren fløjtede en dramatisk kamp af med slutresultatet 4-3 til BSF.
BSF har nu seks point efter de tre første runder af Sjællandsserien. Lørdag klokken 13.00 er der kamp i ”Gryden”, når Liria kommer på besøg.