Menu

Femte sejr på stribe

22. maj 2016 kl. 22:24

Godt 150 tilskuere var vidne til en flot præstation, da BSF på imponerende vis hentede den femte sejr på stribe i Sjællandsserien og dermed bevarede håbet og en realistisk mulighed for oprykning til Danmarksserien.

To af de mest formstærke hold skulle mødes lørdag i Ballerup Idrætspark. Kiggede man på formbarometeret ud fra forårets kampe, så var det det næstbedste hold i foråret, BSF, der mødte det tredjestærkeste, VB 1968. Dermed var der lagt op til en intens, tæt og spændende kamp.

Det var dog ikke fordi der skete alverden i 1. halvleg - dog var der en episode efter 15 min., hvor BSF spillerne mente at en VB spiller havde hånd på bolden i eget målfelt, men den svenske dommers fløjte var tavs.

Der skulle gå 30 min. inden dommeren hev det første gule kort op af lommen og det gik ud over en Værebro spiller, hvorefter Peer Lisdorf straks satte Danny Eriksen på banen, da overtalssituationen skulle udnyttes.

Det gav pote i 1. halvlegs sidste minut, hvor Sebastian Avanzini og Alexander Keun pressede en VB spiller til boldtab i eget målfelt, hvorefter Avanzini spillede skråt bagud til Danny "altid på pletten" Eriksen, som knastørt bankede kuglen i kassen til 1-0 for BSF.

Der var kun gået 1. min. af 2. halvleg, da Keun modtog en lang aflevering i dybden, som han tæmmede med kattepoten, hvorefter han spillede Danny Eriksen helt fri foran tomt mål - og så stod det 2-0 til BSF.

Alle forventede herefter at BSF ville sætte sig tungt på spillet, men det var ikke tilfældet og Værebro havde i starten af 2. halvleg to kæmpe muligheder for reducering, men Dimitrije i målet afværgede.

Mak Bor modtog en 10. min. udvisning for film og med 15. min tilbage af kampen fik en VB spiller rødt kort, men det ændrede ikke meget, idet VB stadig var farlige, og ingen blandt publikum følte sig sikker på sejren.

Med en mand i undertal lykkedes det alligevel VB at reducerer til 2-1, men BSF formåede at redde stormen af og klare den til dommerens slutfløjt, hvorfor det blev til en 2-1 sejr til BSF.

BSF er nu på fjerdepladsen i Sjællandsserien, fire point efter andenpladsen, der giver oprykning. Tre kampe resterer i sæsonen, og med fire point op, så skal der stadig et lille mirakel til, hvis den skal stå på Danmarksserien næste år, men holdet forfølger chancen til dørs.

Torsdag venter en must win kamp, hvis det skal blive til oprykning. B1973 Herlev venter i et topopgør – nummer fire mod nummer fem – klokken 19.00 i Herlev.

 

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk