Menu

Fantastisk sejr over Liria

13. maj 2016 kl. 16:36

På forhånd var det udset til at være en meget svær kamp, og lokalopgøret mellem BSF og Liria i Ballerup Idrætspark blev også en jævnbyrdig affære, der dog endte med en kæmpe jubel fra BSFs spillere, trænere og tilskuere, da man vendte kampen til en 2-1 sejr.

Med sejren er BSF nu ved at finde sin vej ind i topstriden i Sjællandsserien, efter at det ellers efter de første par runder af foråret så svært ud. Stadigvæk må man dog erkende, at man er underdogs, men et par sejre i de næste to runder vil gøre at man formentlig vil være oppe omkring oprykningspladserne.

Begge hold kom motiveret ud til kampen foran de mange tilskuere – hele små 200 havde fundet vej til Ballerup Idrætspark denne onsdag aften i dejligt forårsvejr, og både mange fra henholdsvis BSF og Liria var ude for at støtte deres favoritter.

I 1. halvleg blev det til et par enkelte store chancer, hvor begge hold kunne have bragt sig foran, men generelt var det en lige kamp med meget spil på midten og mange dueller. Mere skete der dog i 2. halvleg, hvor det udviklede sig til et sandt drama.

Desværre for BSF var det med en dårlig start for hjemmeholdet, for der skulle ikke gå mere end fem minutter før Liria kom foran. BSF havde gang i et angreb, da bolden blev brudt og Liria sendte angriberen Altrim Aliti af sted. I en 1 mod 1 situation kom han forbi og bankede sikkert bolden ind til en føring til Liria.

Altrim Aliti spillede tidligere i år i BSF, men skiftede til Liria inden sæsonstart, og målet var en kæmpe lussing lige i ansigtet på de rødklædte spillere – og lige vand på Lirias mølle. Nu kunne de bruge deres stærke defensiv og fysik resten af kampen og lukrere på kontra. Lige det som BSF gerne ville have undgået.

I perioden herefter virkede BSF usikre. Man var godt nok en del på bolden, men fejlafleveringerne var alt for mange, og flere gange fik Liria muligheden for at slå kontra – det blev aldrig til en stor chance, men kunne godt være blevet det med mere skarphed og kynisme fra udeholdet.

I forbindelse med et gult kort og dermed 10 minutters udvisning til Liria fik BSF momentum og fik skubbet spillet langt frem og etableret et pres. På dødbolde virkede BSF specielt farlige, og det var også her, lige efter at Liria havde fået deres udviste spiller tilbage på banen, at der blev udlignet til 1-1.

Et hjørnespark gav lidt klumpspil inde i feltet, som endte hos Andreas Frederiksen, der kunne prikke bolden ind til kæmpe jubel for BSFs spillere. Men hjemmeholdet ville have mere. Det bevidner om, at de seneste sejre har givet enorm selvtillid, vilje og tro på tingene.

Halvandet minut senere modtog Mak Bor Arnautovic bolden på midten, hvor han med bolden tæt på fødderne kom op i fart, snød to modspillere, tog et træk ind i banen forbi en Liria mand, afdriblede endnu en inde i feltet for at sparke den fladt i venstre hjørne til 2-1. Fuldstændig vildt mål i det 85. minut, som man vil komme til at tænke tilbage på efter sæsonen.

Målet kom til at afgøre kampen, for der kom ikke flere af slagsen, og dermed vandt BSF 2-1 og der udbrød stor jubel. BSF er nemlig på vej op mod toppen, og der venter et par enormt vigtige kampe forude. Inden weekendens spillerunde er man 4 point efter andenpladsen.

Lørdag møder BSF på udebane Brede IF, hvor man skal forsøge at vinde fjerde kamp i streg.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk