Fantastisk kamp gav storsejr i Herlev
Torsdagens aftenkamp mellem B1973 Herlev og BSF på Elverroad i Herlev mellem rækkens på det tidspunkt nr. 4 og 5 blev vel nok den bedste kamp BSF har leveret i dette forår - og den 6 sejr på stribe i Sjællandsserien. Ganske imponerende.
BSF lagde godt fra land med højt pres fra kampens start, mens B73 Herlev tydeligvis havde stor respekt for de røde og lagde ud i en meget stram og defensiv 4:4:2 formation med alle mand bag bolden. Herfra satsede B73 Herlev på hurtige omstillinger.
Begge hold scorede hver et super flot mål i 1. halvleg, men efter spil og chancer burde BSF have været foran med et mål eller to bl.a. på et godt langskud fra Lasse Brøns, som B73 keeperen parerede til hjørne. B73 var dog i kampens anden halvdel godt med efter at BSF i første periode havde teten.
BSF fortsatte i 2. halvleg med at være spilstyrende med hurtig boldomgang, stor løbevillighed, stor kreativitet, hvor alle bød ind og ingen var bange for at arbejde med bolden. Det var en fornøjelse at se, hvordan holdet arbejder kollektivt i et meget aggressivt presspil, som bestemt ikke behagede bagkæden hos B. 73 Herlev, som konstant blev sat under pres.
BSF scorede 4 super flotte mål i 2. halvleg inden B73 Herlev pyntede på resultatet i kampens slutminut. Det kunne nemt være blevet til yderligere 2-3 BSF mål i dommerens overtid, hvor Alexander Keun, Emil Tidemand og Andreas Frederiksen alle havde kvalificerede skud fra distancen som gik millimeter forbi B73 Herlev målet.
Eneste malurt i bægeret var, at Lasse Brøns pådrog sig en skade og måtte bæres fra banen. Vi ønsker Lasse rigtig god bedring.
Weekendens resultater har flasket sig således, at BSF nu selv kan afgøre om det skal stå på Sjællandsserie eller Danmarksserie fodbold efter sommerferien. I og med at Glostrup smed point fredag aften, såvil BSF med to sejre i de sidste to kampe rykke op.
Det er dog to svære kampe der venter. Skæbnekampen mod Glostrup, der er to point foran BSF, om en uge, og i sidste spillerunde venter nummer fire fra Karlslunde.