Menu

Fantastisk 6-1 sejr i første hjemmekamp

Simon Knudstrup
22. august 2015 kl. 20:04

Det kunne ikke være ønsket bedre. Hjemmebanedebuten på BSFs bedste herrerhold for det nye trænerteam, Peer Lisdorf og Flemming ”Køge” Petersen, samt de mange nye ansigter på 1. holdet, blev simpelthen en helt fantastisk en af slagsen.

Foran 158 tilskuere i Ballerup Idrætspark leverede det unge mandskab et rent festfyrværkeri, da de slog FC Øresund med tenniscifrene 6-1. Tilskuerne blev forkælet, ikke blot med mål, men også med ærgerrighed, vilje, fight – og rigtig flot fodboldspil, herunder flere lækkerier og klassemål.

Kampen startede livligt, og der skulle ikke gå mere end seks minutter, før Rasmus Brøns bragte BSF på tavlen. Efter lidt klumpspil i feltet, tog Brøns et træk udenom en Øresund-forsvarsspiller og sparkede til den. Helt godt ramte han den ikke, men ind, det kom den, og så var BSF i gang.

Senere i halvlegen havde BSF flere store chancer, blandt andet en stor dobbeltchance ved Brøns og Sebastian Avanzini, men da dommeren fløjtede til pause, så stod den faktisk stadig kun 1-0. BSF havde på dette tidspunkt været i overtal to gange grundet to helt fortjente gule kort til FC Øresnd.

Festfyrværkeri i 2. halvleg
Selvom 1. halvleg bestemt også var seværdig, så blev den næste en fest set med BSF-briller. Tre minutter inde i halvlegen kom Seyfettin Bulut på tavlen, da han kom alene igennem med målmanden og sikkert sparkede den fladt i venstre hjørne uden chance for keeperen.

FC Øresund var slet ikke med i kampen længere, og de havde svært ved overhovedet at få bolden op på BSFs banehalvdel – og når det endelig skete, så erobrede de rødklædte dem med det samme. Og længe skulle der ikke gå, før det så igen brændte på nede i FC Øresunds ende.

Sebastian Avanzini spillede en flot kamp og viste klasse, da han snød et par modstandere og i en position udenfor feltet sikkert lagde den op i hjørnet til 3-0. Stor glæde og forløsning for det unge hold, der spillede med stor lyst og kreativitet.

Næste mål var dog nok kampens bedste. Et frispark et stykke udenfor feltet i højre side, som Emil Tidemand tog sig af. Det gjorde han med enorm høj klasse, for han bragede den direkte op i hjørnet uden chance for FC Øresunds efterhånden noget slagne målmand. 4-0.

FC Øresund havde velsagtens ikke været i BSFs straffesparksfelt i hele 2. halvleg indtil 15 minutter før tid, hvor lidt af et koks i BSFs forsvar kom til at koste. En skidt, skidt aflevering direkte til en Øresund-spiller bragte dem i en gunstig position, og Kasper Sørensen kunne ikke redde. 4-1.

Det lod BSF sig dog ikke slå ud af, og Seyfettin Bulut var igen på pletten kort efter. En dribletur, der fik Øresund-forsvaret til at ligne træningskegler, endte med at give Seyfettin en stor chance, og han misbrugte ikke.

Inden lukketid fik tilskuerne mere at gå hjem på. En stikning til Alexander Keun blev løbet op af den lynhurtige offensivspiller, der tog et træk forbi målmanden og sikkert satte den ind til slutresultatet 6-1.

Kamp igen den 29
En helt igennem gennemført indsats af spillerne, der efterfølgende fik skrevet masser af autografer til de unge tilskuere, inden de tog op i klubben for at hygge med lidt at drikke og spise. En fantastisk start på hjemmebanesæsonen.

Lad os følge det op – både på lægterne og på banen – på lørdag den 29. august, når BSF igen spiller hjemme i Sjællandsserien. Det er Frederikssund, der lægger vejen forbi ”Gryden”. Kampstart klokken 13.00.

Sjællandsserien, 2. spillerunde (22. august 2015)
BSF – FC Øresund 6-1
Mål: 8. minut: Rasmus Brøns (1-0), 48. minut: Seyfettin Bulut (2-0), 56. minut: Sebastian Avanzini (3-0), 67. minut: Emil Tidemand (4-0), 73. minut: FC Øresund (4-1), 78. minut: Seyfettin Bulut (5-1), 93. minut: Alexander Keun (6-1)
Advarsler: To til FC Øresund, ingen til BSF
Tilskuere: 158
Kampens spiller (kåret af kampsponsor, Super Brugsen Skovlunde): Andreas Horsebøg
Kampens spiller (kåret internt af spillerne): Andreas Horsebøg

Startopstilling:
Kasper Sørensen, Emil Tidemand, Sebastian Avanzini, Mak Bor Arnautovic, Alexander Keun, Neno Dragojevic, Lasse Brøns, Kenni Daniel Petersen, Rasmus Larsen, Andreas Horsebøg og Rasmus Brøns.

Udskiftere:
Andreas Haugaard, Seyfettin Bulut og Lasse Magius

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk