Et kig på modstanderen til lørdagens brag
Et skæbnesvangert forår for BSF går i gang på lørdag, når Ballerup Kommunes bedste herrefodboldhold efter små fem måneders pause starter den forårssæson, hvor der skal kæmpes for overlevelse i Danmarksserien. Klokken 13.00 er der kampstart i Gryden mod en anden nedrykningskandidat, SC Egedal.
Træningskampene har været en pose blandet bolsjer for BSF, men træningskampe er et – turneringskampe noget andet, og der er ingen tvivl om, at både de rødklædte og modstanderne fra SC Egedal vil være toptændte på lørdag. Opgøret står mellem to hold, der kun adskilles af et enkelt point.
Igennem efteråret havde vi både hjemme i Gryden og på udebane stor opbakning fra tilskuere, og i et forår, hvor der skal kæmpes for overlevelse i hvad der tegner til at blive en meget dramatisk Danmarksserie, håber vi på endnu større opbakning til kampene i foråret. Lad os starte med at møde op på lørdag! Vores enormt unge hold fortjener al den støtte de kan få i kampen for at klare skærene.
BSF er inden lørdagens kamp placeret på sjettepladsen, men da hele seks hold ekstraordinært i år sendes ud af Danmarksserien kan kun de tre øverste hold reelt vide sig sikre. De resterende 11 hold kigger på nedrykningsstregen.
SC Egedals sidste måneder
For vores modstandere SC Egedal bliver det et specielt forår. Klubben blev stiftet i 2011 som en fusion mellem Stenløse Boldklub og Ølstykke FC, men det blev et kort samarbejde. Stenløse Boldklub har over vinteren nemlig besluttet at trække sig fra samarbejdet. Det har DBU godkendt, og således opløses SC Egedal til sommer.
Det er dermed de sidste måneder som SC Egedal har gang i, inden det igen bliver til Stenløse Boldklub og Ølstykke FC. For SC Egedal var efteråret skuffende. Klubben er nedrykker fra 2. division, men har ikke formået at blande sig i toppen. Holdet har haft svært ved at vinde – hele seks uafgjorte kampe er det blevet til, og derfor er holdet nu placeret hvor de er. I øvrigt kan det samme siges om BSF, der har syv uafgjorte.
SC Egedal fyrede undervejs i efteråret Jimmy Kastrup, og først over vinterpausen er en erstatning fundet. Thomas Gammelgaard er ny mand i spidsen for SC Egedal, og han skal forsøge at leve op til klubbens målsætning for foråret, der er at forblive i Danmarksserien. Thomas Gammelgaard kom til efter at have trænet Fredensborgs hold i Danmarksserien.
Første opgør i Danmarksserien mellem SC Egedal og BSF endte 2-2. I en nervøs debutkamp fik BSF akkurat reddet sig et point med hjem takket være et mål i de døende sekunder fra Patrick Olsen. En kamp, som SC Egedal ser tilbage på som en af de kampe, de burde have lukket – og vundet. Imens kan BSF se tilbage på kampen som den vel nok eneste i efteråret, hvor tingene gik til deres favør i kampens slutfase.
SC Egedals trup
I efteråret var SC Egedals store profil angriberen Jimmy Mayasi, der har en fortid i både Silkeborg og AC Horsens, og det er lykkedes at forlænge med ham, så han også spiller for holdet i foråret. Truppen tæller også Jesper Christiansen, storebror til den så kendte Anders ”AC” Christiansen, der i dag spiller i Serie A. Imens fremhæves Morten Edvold på midten, og så er forventningerne store til den hurtige offensivspiller Rasmus Harm, der er kommet til fra Varde.
Træningskampene er forløbet blandet for SC Egedal, der dog er på vej på rette spor efter en kaotisk periode ovenpå udmeldingen om SC Egedals opløsning. Det skabte forvirring og usikkerhed i truppen og trænerteamet, men det skulle nu være afløst af et fokus om at redde sig i Danmarksserien, så Stenløse Boldklub, der overtager licensen, i næste sæson kan spille DS.
Efter op og nedture i træningskampene mødte man Kalundborg fra Danmarksseriens pulje 2 i sidste træningskamp, der blev spillet i lørdags. Hjemme i Stenløse vandt man sikkert 3-0 efter mål af Jesper Christiansen, Patrick Kongsted og Jimmy Mayasi. Det var en bekræftelse på trænerteamets og klubbens fornemmelse af, at det de sidste to uger kun er gået en vej for SC Egedal – nemlig frem.
I kampen mod BSF må SC Egedal undvære Søren Rasmussen og nytilkomne Yaqoob Butt, mens der er et par spillere, som er tvivlsomme med skader.
Vi vil i denne uge bage op til lørdagens sæsonpræmiere, så husk at følg med på hjemmesiden – og at komme og støtte holdet i Gryden på lørdag klokken 13.00!
Faktaboks om SC Egedal
Stiftet den 1. juli 2011 som en fusion mellem Stenløse Boldklub og Ølstykke FC
Formand: Kim Bjørkquist
Hjemmebane: Ølstykke Stadion
Højeste række: 2. division øst
Største sejr: Besejrede i efteråret 2014 FC Nordsjælland i pokalturneringen