Menu

BSF spillede uafgjort i Sjællandsserien

29. august 2015 kl. 19:01

BSF kunne have hentet de 3 point i lørdagens hjemmekamp mod Frederikssund, men gæsterne kunne også være løbet med det hele. Det endte med det tredje mulige scenarie, nemlig, at holdene delte. 1-1 endte kampen efter to sene mål.

BSF måtte på dagen undvære profilen Emil Tidemand, der desværre er blevet skadet. BSF kom bedst fra land og skabte flere farlige situationer oppe hos Frederikssund, som efterhånden kom bedre med i kampen via hård fight, der var gæsternes primære force på dagen.

Efter to nederlag i træk var det også forventeligt, at hårdt arbejde og en god defensiv organisation ville være Frederikssunds udgangspunkt, og det blev det. Som halvlegen skred frem, så begyndte gæsterne dog også at være med i det offensive spil.

Inden chancen fik Mak Bor Arnautovic en udmærket chance, men den blev ikke omsat, og ved pausen stod den således 0-0 efter 45 minutter, hvor BSF spillede udmærket fodbold, men hvor der ikke for alvor blev åbnet op hverken i BSFs eller Frederikssunds forsvar.

BSF fik en skidt start på anden halvleg, da Seyfettin Bulut i det første minut fik et gult kort og dermed 10 minutter på sidelinjen. BSF blev noget mere kompakte med en mand i undertal, men de klarede det med bravour. Frederikssund kom ikke frem til noget, og efter en times spil var det atter 11 mod 11.

Midtvejs i anden halvleg brændte det på hos BSF forsvaret en overgang, men man fik afværget situationerne, og også Kasper Sørensen i målet stod en god kamp, hvor han flere gange kom flot ud af sit mål.

Hjemmeholdet fik igen overtaget og startet et pres med kombinationsspillet langs jorden, og det gav forløsning efter 77 minutter, da Rasmus Brøns inde i feltet kom på bolden og sparkede den forbi Frederikssunds målmand. Jubel hos de rødklædte.

Jublen blev desværre hurtigt til skuffelse, for man var ikke klar nok efter scoringen, og der gik ikke mere end et par minutter, så blev der lavet et åndssvagt straffespark, fordi man ikke fik bolden væk, men i stedet rodede rundt – og til sidst valgte at gå i en glidende tackling i stedet for at blive på benene.

Straffesparket blev omsat sikkert, og så stod den 1-1. I de sidste 6-7 minutter kunne kampen gå begge veje. Frederikssund var farlige et par gange, når de fangede BSF i ubalance, mens BSF også kom til et par chancer. Ingen af holdene kunne dog få den ind, så den sluttede 1-1.

BSF står dermed noteret for 4 point efter tre kampe, mens Frederikssund kom på tavlen med deres første point.

Næste kamp for 1. senior i Sjællandsserien er lørdag den 5. september på udebane mod Stenløse. Langt fra en nem opgave, for Stenløse fører i øjeblikket Sjællandsserien med syv point, så kom og støt drengene om en uge.

Sjællandsserien, 3. spillerunde (29. august 2015)
BSF - Frederikssund 1-1

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk