BSF leverede underholdning og sejr i Sjællandsserien
Jublen og forløsningen for BSFs unge mandskab var til at få øje på, da man lørdag i Ballerup Idrætspark besejrede Stenløse, som kæmper med om oprykning, med 3-2 i Sjællandsserien. En vigtig sejr, som har været længe ventet, og som var fortjent efter en flot indsats, der var den mest komplette af slagsen hidtil i foråret.
Ballerup Bladet havde inviteret alle kommunens borgere til gratis fodbold, og dem var der mange af. De kunne se et motiveret og engageret BSF hold komme ud til kampen, hvor vildskab og aggressivitet, men også et godt pasningsspil, var i højsædet.
Der skulle ikke gå mere end 12 minutter, før tilskuerne fik noget at varme sig på. Efter et Stenløse angreb kørte BSF kontra med Sebastian Avanzini på bolden. Han førte bolden frem i venstre side, mens Rasmus Brøns modsat stormede frem.
På det rigtige tidspunkt fik Sebastian Avanzini lagt den perfekt på tværs til Rasmus Brøns, der kunne løbe med bolden med mod målmanden, som han sparkede forbi og lagde i netmaskerne til en 1-0 føring. En fantastisk start på kampen.
Alexander ”Keun” Petersen havde en chance få minutter senere, men fra en spids vinkel blev den sparket forbi. I denne fase af kampen var BSF klart bedst og mest aggressive, hvilket førte til at man vandt alle dueller og fik skabt sig mange farlige situationer offensivt. En fornøjelse at se på.
Tempoet og intensiteten førte til endnu et mål. Efter 20 minutter endte et godt gennemført angreb i feltet hos Lasse Brøns, der tog et træk til højre forbi en modspiller og sparkede den ind bag keeperen i fjerneste hjørne. 2-0 og fortjente klapsalver fra tribunen.
Tomålsføringen var dog ganske kort, for en ellers ufarlig situation endte pludselig med et udebanemål, da Stenløses nummer 14, Anders Syberg, lidt tilfældigt fik bolden udenfor feltet og lobbede den over Dmitrije i BSF målet, som akkurat ikke kunne nå bolden.
Herefter kom en periode med ganske åbent spil og med muligheder i begge ender, hvor BSF også måtte foretage udskiftning, da Daniel Stubberup blev skadet. Med få minutter til pause så det ud til, at BSF skulle gå i omklædningsrummet med en føring – men sådan blev det ikke.
I det 43. minut fik Stenløses Nicolai Olsen nemlig bolden i BSFs felt, hvor han tog et træk ind i banen og sparkede i Dmitrijes højre hjørne. BSFs målmand fik hånden på, men det var desværre ikke nok, og lidt af et antiklimaks var det, at der stod 2-2 ved pausen.
Andreas Horsebøg blev matchvinder
Cheftræner Peer Lisdorf havde dog motiveret sit hold, der igen kom ud som fyr og flamme. Igen var det en kontra, der skabte den mulighed, der skulle vise sig at blive det afgørende for kampens slutresultat.
Dmitrije i målet fik fat i bolden og leverede hurtigt et fantastisk udkast til Alexander Keun, der i venstre side kunne komme op i sit lynhurtige tempo, tage et træk forbi en modspiller til baglinjen, hvor han lagde den fladt ind.
Her kom Andreas Horsebøg løbende og kunne mellem to Stenløse-forsvarsspillere prikke bolden i målet. Et helt perfekt kontraangreb, der ikke kunne tænkes meget bedre. Det viste en del om BSF-spillet denne dag. Hurtigt, med få berøringer, og ikke mindst meget direkte.
Herefter fulgte en periode, hvor der ikke skete alverden. BSF trak sig lidt tilbage, men Stenløse fik også presset spillet længere frem, dog uden de store åbne chancer. Desværre fik de en hjælpende hånd, da Mads Randrup fik et gult kort og dermed 10 minutter på bænken for brok.
Fra det 70 til det 80. minut var udeholdet dermed i overtal, og det skabte et lille pres, men stadigvæk uden de store chancer. Mads Randrup kom på banen igen til de sidste 10 minutter, hvor sejren skulle forsvares hjem.
BSF havde også et par farlige omstillinger, hvor det kunne være blevet afgjort, men vigtigst var det, at Stenløse ikke kom tæt på en udligning. Da dommeren fløjtede af efter fire minutters overtid, så var det til stor jubel for spillere, trænere samt de 200 tilskuere i ”Gryden” denne lørdag.
Vigtige 3 point, der beviser at holdet kan spille op med alle i Sjællandsserien – også dem i toppen. BSF er på 8. pladsen i rækken med 22 point inden næste kamp, som er lørdag den 7. maj klokken 14.00 på udebane mod Helsinge.