3 point på kontoen mod Frederikssund
BSF sejrede for anden spillerunde i streg, da det lørdag blev til en sejr på 2-0 mod Frederikssund på udebane. Alexander Keun scorede i 1. halvleg, mens Rasmus Larsen gjorde det til 2-0 i anden halvleg, som altså også blev kampens slutresultat.
Kampens første halvleg var en jævnbyrdig en af slagsen med chancer til begge hold, hvor der med lidt mere skarphed fra begge holds side godt kunne være kommet mere end et enkelt mål i opgøret. Heldigvis for BSF, så var det dog de rødklædte der satte et mål ind via Keun.
Som det er set mange gange før, så fik Peer Lisdorf taktisk rettet godt til i pausen, hvilket betød at BSF kom stærkt ud til 2. halvleg og straks satte sig på kampen og etablerede et pres på Frederikssunds defensiv.
Specielt blev det over kanterne til et tungt pres, hvilket resulterede i en del indlæg og i tillæg dertil en hel del hjørnespark. Netop et indæg blev også det der skulle skabe det forløsende 2-0 mål, som afgjorde kampen.
Neno Dragojevic kom nemlig fri på kanten og lagde et super indlæg ind til Rasmus Larsen, der gjorde det til 2-0.
Efterfølgende fik Frederikssund en advarsel og BSF scorede faktisk atter, men målet blev underkendt af dommeren for offside – en lidt tvivlsom kendelse set fra tilskuerpladserne, men tvivlen må komme dommeren til gode.
Desværre sluttede opgøret med lidt tumult, idet Frederikssund fik en advarsel og BSFs Jonathan Lynge Nielsen fik et direkte rødt kort.
Det holder desværre 'Jonna' ude af næste kamp – og formentlig længere endnu, men dette finder vi ud af når det røde kort er behandlet og der er tildelt karantænedage.
Ikke desto mindre var det en god og vigtig sejr for BSF, der holder fast i topholdene. Man har 12 point for 7 kampe og er på femtepladsen, syv point efter et indtil videre suverænt tophold fra Farum Boldklub, men kun tre point efter tredjepladsen.