1. senior klar til oprykningskampe

Sjællandsserien pulje 1 Herlev IF - BSF = 1-3 (1-0)
35. min. 1-0, 61 min. 1-1 Rasmus Brøns, 72 min. 1-2 Andreas Horsebøg, 73 min. 1-3 Rasmus Larsen
Kampens spiller: Andreas Haugaard
Ingen gummiben hos BSF
BSF slog Herlev IF med 3-1 efter at have været bagud ved pausen. Spillerne fra BSF vidste, at en sejr i dagens kamp ville udløse 2 kvalifikationskampe om en oprykning til Danmarksserien, så man kunne frygte, at det unge mandskab kunne få gummiben .Dette var absolut ikke tilfældet. BSF udspillede Herlev IF, som ikke fik et ben til jorden på noget tidspunkt i kampen og BSF vandt fortjent 3-1.
Kampen blev afviklet på kunstgræs, hvilket gav vore spillere lidt udfordringer i starten af kampen og det var lidt op ad bakke, da linjedommeren helt umotiverede markerede for straffe til Herlev IF på et tidspunkt hvor Mads Randrup og en Herlev spiller kæmpede om bolden - kampens dommer dømte ingenting, men linjedommeren viftede med flaget og de fleste troede vel, at han markerede for offside, men nej han markerede for straffe og 1-0 til Herlev, som også var stillingen ved pausen.
Jeg ved ikke, hvad der blev snakket om i pausen, men med vinden i ryggen satte BSF sig tungt på spillet med højt pres overalt på Herlevs banehalvdel og Herlev IF havde vel ret beset ikke en afslutning på BSF målet i hele anden halvleg.
Det var tydeligt, at der ikke var tale om gummiben eller frygt for at vinde og det var stærkt at se, hvordan holdet bare arbejder stenhårdt for hinanden, hvilket som så mange gange før gav bonus til sidst.
Allerede 10 min. inde i anden halvleg fik Herlev sig den første advarsel, da Ralle forsøgte sig med et langskud lige forbi målet og 5 min. senere gjorde Rasmus Brøns det til 1-1 på et hovedstød efter indlæg fra Emil Tidemand og nu virkede det som om, at Herlev mistede troen på at de kunne vinde.
BSF lukkede og slukkede med 2 mål inden for samme minut, da først Andreas Horsebøg på hovedet efter hjørnespark fra Daniel Stubberup og derefter Rasmus Larsen på oplæg fra Rasmus Brøns gjorde det til 2-1 og 3-1 til BSF.
Det ligger nu klart, at vi skal møde Union fra Københavnsserien og TFC Odsherred fra Sjællandsserien pulje 2 i en alle mod alle kvalifikationsrunde, hvor vinderen rykker op i DS.
Næste store opgave for holdet er en pokalkamp på onsdag den 7. juni kl. 19.00 på udebane mod serie 1 holdet fra FK Sydsjælland ved Næstved.
J.T.