Menu

Dag 2 i Prag: BSF med flot start på stævnet!

Tekst og fotos: Flemming Gravesen
04. april 2015 kl. 00:42

Af Flemming Gravesen

Så kom dagen, hvor vi skulle i gang med selve stævnet. Efter et let morgenmåltid, gik turen til Eden Stadium, hvor der var åbningsceremoni kl. 9.00. Der var ikke sparet på noget, så der var både orkester, tamburkorps og cheerleaders (til stor glæde for flere af spillerne).

Efter åbningsceremonien gik turen med bussen rundt på 3 forskellige spillesteder - og vi må erkende at det med at få logistikken til at gå op fylder en del.

U13 ankom derfor efter et besøg på det forkerte anlæg, blot 12 minutter før kampstart. De skulle møde det italienske hold Genova, og det gik rigtigt godt med en sejr på 3-0 i en kamp, hvor vi ikke rigtig blev presset.

Dagens anden kamp for U13 var mod det tjekkiske hold Vrsovice, som viste sig at være noget bedre end Genova, men igen spillede de en god kamp og vandt 2-1. Da resultatet i den anden kamp i puljen var at Espergærde spillede 1-1 mod Vrsovice, er vi nu helt sikre på at gå videre som etter eller toer, så det bliver spændende i morgen (lørdag) i kampen mod Espergærde.

U14 skulle spille en enkelt kamp og de klarede det godt med en sejr på 4-1, hvor modstanderne først fik pyntet på resultatet i de sidste minutter. Så det tegner også godt for U14. De andre resultater gør at U14 med en sejr over Genova (der vandt deres kamp 1-0) vil være sikker på en placering som etter i puljen, da den sidste modstander har tabt deres første kamp.

U17-1 startede mod Calcio i en kamp der havde en meget kaotisk optakt. Da vi ikke havde fået spillernes pas med ud på anlægget, gik de italienske modstander fuldstændigt amok, og lagde et stort tryk på både spillere og træner. Kampen kom i gang, og selv om de mange italienske tilskuere råbte og skreg på at ”vi bare skulle saves over”, trak U17-1 sig ud af kampen med en 1-0 sejr. Der venter nu 2 meget spændende kampe lørdag mod B93 og Wittengsdorf.

U17-2 startede ud mod Jesina fra Italien, men måtte desværre se sig slået med 0-1. Det havde tilgengæld den modsatte effekt i den anden kamp med tjekkiske Kunratice, der fik en snitter på 8-0. Det giver en meget åben pulje og en rigtig spændende dag i morgen for U17-2, der stadig kan gå videre.

Hvis man kigger med de røde BSF briller, så kan vi kun være stolte med 6 kampe og 5 sejre på stævnets første dag, og alle hold er stadig med i stævnet og kan gå videre.

Alle spillere har det godt og er meget opsatte på at fortsætte det gode arbejde fra i dag.

Hilsen
Trænerne i Prag

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk