Menu

Kampreferat: BSF - B.93

image
05. september 2017 kl. 10:07

Kampreferat U18 DM

BSF – B.93  (2-3) – (0-1)

Søndagens lokalopgør i U18 ligaen havde trukket rigtig mange mennesker til Ballerup Idrætspark, og de 148 fremmødte tilskuere fik en målrig og til tider velspillet kamp, med mange mål som belønning.

Der er ingen tvivl om, at opgøret havde en vis nervøsitet hos begge mandskaber, ikke mindst set i skyggen af den enorme store spillerafgang til netop B.93 i sommerpausen. Med hele 8 spillere i dagens trup var der virkelig tale om et BSF – BSF/B.93 opgør.

Det var ikke den bedste start vi fik, gæsterne virkede hurtigere på bolden og vi gav dem alt for meget plads og dette gør man ikke ustraffet på dette niveau. Vi havde til dagens opgør desværre fået et sygdomsafbud fra holdets anfører tæt før kampstart og dette betød vi måtte rokere på nogle enkelte pladser.

I de første 10-12 minutter sad gæsterne på opgøret og som sagt gav vi dem alt for meget plads og dermed blev en stærkt spillende Sofie Bredgaard virkelig sat i spil.

Midt i første halvleg sætter den tidligere BSF spiller Daniella De Jaffa gang i løjerne, da hun driver bolden op gennem midten af banen, og da ingen BSF spillere går til hende afslutter hun med at spille Sofie Bredgaard fri, der sikkert bringer gæsterne foran.

I den anden ende havde vi masser af chancer for at bringe balance i regnskabet men vi manglede den afgørende skarphed og vi misbrugte flere gode tilbud. Med til historien høre, at Viktoria Puletic i B.93 målet viste gode takter og reddede de forsøg der kom.

Efter B.93 scoring fik vi skubbet vores spil længere frem og vi kom meget bedre med. Men desværre udeblev scoringerne fra vores side og derfor kunne vi gå til pausen med et 0-1 resultat imod os.

I 2.halvleg fortsatte samme billede, begge hold prøvede at skabe muligheder og fik også spillet sig frem til flere gode chancer, men i denne fase var B.93 bedst, ikke mindst takket være Sofie Bredgaard, der kunne scorer til både 2 og 3-0, hvilket vi langt hen af vejen må takke os selv for. Vi var ikke tæt nok på begivenhederne, når det gjaldt og så bliver man straffet.

Nede 3-0 var det ikke sjovt at være BSF spiller, der var ikke 3 måls forskel, men når man ikke scorer på de chancer man har og modstanderen er effektive, ja så kan man komme i sådanne situationer. Da alle de mange fremmødte mere eller mindre havde regnet med udesejren, skal pigerne virkelig have ros.

I det 78.minut bringer Amalie Weischendorff lidt spænding ind i opgøret, da hun sparker bolden sikkert i mål til 1-3. Det gav tro og da Josefine Visti blot 6 minutter senere bringer os på 2-3 presser vi på for at komme tilbage i opgøret. Der bliver arbejdet hårdt, men da dommeren fløjter af efter 94 minutter, står det stadig 2-3 og dermed sejr til gæsterne fra B.93.

Vi må erkende at det ikke lige var den start vi havde håbet, men sådan er fodbold. Nogen gange vinder man – nogen gange taber man og til tider skal der også en smule held til. Held er dog ikke noget der bare kommer af sig selv, det skal man opsøge og vi må tilbage på træningsbanerne og arbejde videre.

Indskiftninger:
Rebekka Winther bliver erstattet af Bolette Kofod
Rosa Horskjær bliver erstattet af Signe Anesen
Emilie Langhorn bliver erstattet af Olivia Borgere

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk